• Business-update: Lokal bankdirektør politianmeldt for at stjæle kundernes penge

    Источник: BDK Finans / 20 мар 2024 10:20:50   America/Chicago

    Godeftermiddag, kære Berlingske-læser, og velkommen til onsdagens Business-update her fra avisens erhvervsredaktion. Her får du dagens vigtigste erhvervsnyheder i kondenseret form, så du kan gå velinformeret på fyraften. God læselyst! #1 – Kammeradvokaten: Nordic Wastes søsterselskab kan drages til ansvar for jordskred Statens advokat, Kammeradvokaten, er kommet frem til, at søsterselskabet til det skandaleramte Nordic Waste kan drages til ansvar for det omfattende jordskred ved Ølst. Det drejer sig om DSH Recycling, der er under rekonstruktion, efter at selskabets indtægt forsvandt, da Nordic Waste blev begæret konkurs. Regeringen vil nu rette krav mod selskabet, oplyser Miljøministeriet i en pressemeddelelse. Miljøminister Magnus Heunicke (S) siger til TV 2 News, at regeringen anmelder krav på 50 millioner kroner. »Det er det, staten har givet i perioden, hvor vi havde det operationelle ansvar. Hvor mange penge vi kan få ind, er alt for tidligt at sige,« siger Magnus Heunicke ifølge Ritzau. Kammeradvokatens konklusion om DSH Recycling kommer i første del af undersøgelsen af Nordic Waste-sagen. #2 – Brancheboss varsler flere konkursbegæringer i kølvandet på Wood Wood-konkurs Den danske modevirksomhed Wood Wood blev mandag erklæret konkurs. Forud for konkursbegæringen fra det højprofilerede mærke er i hvert fald syv andre mode- og smykkevirksomheder gået nedenom og hjem, rekonstrueret eller solgt bare de seneste tre måneder, skriver Børsen. Det drejer sig blandt andet om Han Kjøbenhavn og Jane Kønig. Og det slutter ikke her, vurderer Thomas Klausen, der er administrerende direktør i brancheorganisationen Dansk Mode & Textil over for Børsen: »2023 var et svært år, det bliver 2024 også. Folk har det svært, så jeg tror desværre, der kommer yderligere et par konkurser.« #3 – Lokal bankchef bortvist og anmeldt til politiet En afdelingsdirektør i Skjern Banks filial i Bramming ved Esbjerg er blevet bortvist og anmeldt til politiet. Direktøren er mistænkt for at have stjålet fra flere kunders bankkonti, skriver avisen JydskeVestkysten. Banken oplyser, at et »grundigt arbejde« nu går i gang med henblik på at få det endelige omfang belyst. Hvor mange penge kunderne er blevet bedraget for, er endnu uvist. Den administrerende direktør i Skjern Bank, Per Munck, oplyser, at det var en intern undersøgelse, der afslørede uregelmæssighederne, som nu skal undersøges yderligere. Banken oplyser, at kunder, der har mistet penge, vil få dem godtgjort. #4 – Investeringsvirksomhed køber konsulenthus af tænketanken Kraka Maj Invest opruster på analysefronten ved at opkøbe konsulentvirksomheden Kraka Advisory, skriver Børsen. Og det er en »win-win«, lyder det fra Jeppe Christiansen, der er administrerende direktør i Maj Invest. Hos tænketanken Kraka glæder man sig også over samarbejdet, som »bringer nye muligheder til bordet«. Det fortæller Peter Mogensen, der er administrerende direktør i tænketanken Kraka og konsulenthuset Kraka Advisery. Tre uundværlige fra Berlingske Business Måske har du allerede set dem, hvis du har læst Berlingske i dag. Men her er tre historier, som vi vil anbefale dig: A: Nationalbanken i stor prognose: Sådan udvikler priserne på huse sig i 2024 Danmarks Nationalbank har i sin nye prognose for dansk økonomi også set på det danske boligmarked. Her er, hvad danskerne kan vente sig. Læs mere her. B: Efter 142 år er det slut: Nu begynder TDC at lukke fastnettet Det begynder at ringe ud for omkring 430.000 telefon- og internetabonnementer, når TDC Net inden nytår lukker de første ti centraler på det fastnet, som har været en helt central del af kommunikationen i Danmark siden 1882. I 2030 er det helt slut med en æra. Læs mere her. C: Han er et stjerneskud i den danske ejendomsbranche. Ved siden af jobbet har Ali Simiab indsamlet godt en million til skoler i flygtningelejre Ali Simiab blev i en ung alder headhuntet som juridisk chef til ejendomsfirmaet Cobblestone. I dag hjælper han sektoren med at få et grønnere aftryk på verden. Læs mere her. Vh. Sofie Amalie Elmelund, journalist på Berlingske Business https://www.berlingske.dk/virksomheder/business-update-lokal-bankdirektoer-politianmeldt-for-at-stjaele
Опубликовать